trophy-design-værtindegave-jul

Film: Kreativ værtindegave på 2 minutter

Så blev det 4. søndag i Advent og inden længe er det Jul. Jeg har her i december hygget mig på værkstedet med at få en masse skind produkter færdige til en række kunder der har brugt deres trofæskind til julegaver. Det er blevet til mange gode produkter alt fra toilettaske til geværfoderal og fodskammel.

4 søndage – 4 film (Se filmen i bunden af sitet)
Der har nu også været tid til at lave andre små sjove og kreative løsninger. Tre af løsningerne har jeg filmet og lagt ud her på sitet – en ny film til hver adventssøndag. Nu er vi kommet til 4 og sidste søndag i Advent og det betyder også sidste film fra mit værksted i denne omgang. Jeg håber du har hygget dig med de små klip og ikke mindst blevet inspireret til selv at gå i gang.

Værtindegaven
Jeg har i dag valgt at give et eksempel på en enkelt og billig værtindegave som vi alle nemt kan lave. Jeg er sikker på at enhver modtager vil blive glad for gaven. Den er på ingen måde prangende men den er lavet af dig selv og det tror jeg vil blive husket of værdsat af modtageren.

På filmen kan du se i sin enkelthed, hvordan jeg laver en urtepotteskjuler til en af julens populære blomster, hyacinten. En smuk og frisk blomst der minder os om forår og de lyse tider der nu igen er på vej.

Brug hvad du kan finde
Til skjuleren bruger jeg en konservesdåse som jeg omhyggeligt har rengjort for rester. På dåsen limer jeg et stykke dekorationspapir med mønster på begge siden. Jeg klipper også et smalt bånd som pålimes efterfølgende, da dette giver en god effekt og kontrast.

Har du ikke dekorationspapir så brug din kreativitet og find noget andet. Det kan være avispapir, gavepapir eller helt almindeligt kulørt papir. Jeg har selv lavet flere andre løsninger, hvor jeg f.eks. har brugt snor, garn og skind.

Brug dåserne til lidt af hvert
Dåserne er dekorative og kan bruges til meget andet end skjuler for en plastpotte til en hyacint. Alt efter størrelse kan du bruge dem på kontoret til skriveredskaber og skal værtinden ikke have en blomst kan du komme julens kager eller konfekt i.

Afslut arbejdet med eventuelt at pakke det hele ind i cellofanpapir. Det giver en flot effekt.

Rigtig god fornøjelse, glædelig 4. søndag i Advent.

Kærlig hilsen

Majbritt